onsdag den 25. april 2018

Jeg kan ikke tro det.


Det er ikke rigtigt gået op for mig endnu, at det her faktisk sker. At mine ord bliver udgivet. At min historie kommer ud til rigtige mennesker. Det er så fantastisk, men også virkelig underligt. Jeg er slet ikke vant til at det stress og pres, der følger med sådan en udgivelse. Heller ikke selvom mit eget arbejde, er ret minimalt for tiden. Jeg har lige besvaret de sidste mails til bogbloggere, og fået styr på adresserne. Aviserne skal kontaktes på et tidspunkt, men jeg er simpelthen så dårlig til at sælge mig selv, så jeg bliver ved med at udskyde det. Måske er jeg klar i morgen? 

I går tog jeg en slappe-dag, sammen med min kone. Det var virkelig rart, for hun har arbejdet hele weekenden, og jeg har savnet hende. Vi så en tv-serie og slappede af med te, kaffe og tæpper. Det er sådan jeg slapper allerbedst af, når jeg ikke læser. Selvom jeg også slapper af når jeg skriver, ser jeg det også som mit job, og derfor er det vigtigt for mig, at holde fri sommetider. Jeg kunne dog ikke gå en hel dag uden at skrive, så jeg startede faktisk dagen med at skrive i halvanden time. Morgentimerne er altid gode ved min fantasi og inspiration. 

I sidste uge kom pressemeddelelsen ud, og min bog bliver altså udgivet den 1. maj 2018. Hvilket vil sige: OM LIDT! Jeg tør ikke rigtigt tro på det, før det sker. Før jeg selv sidder med den færdige bog i hånden. Mon ikke alle forfattere har det på den måde? Der kan gå meget galt. Hele processen kan blive forsinket. Det ved man aldrig. Jeg aner ikke hvordan sådan noget foregår. Jeg håber bare på det bedste. Indtil da, går jeg rundt med en mave, som har sit eget liv. Blandingen af sommerfugle og frygt. Men det skal nok gå fint. Det beroliger jeg mig selv med. Tit.

Dagen i dag, startede for mange timer siden. Julie stod op klokken 05:10 for at tage på arbejde, og jeg står som regel op med hende, medmindre jeg er for smadret. Morgenen er derfor tit ret lang for mig, og jeg føler allerede at halvdelen af dagen er gået, selvom klokken kun er 09:26.
Jeg har fået ordnet de vigtigste ting i forbindelse med bogen, og har skrevet på min nye roman. 
Det er fedt, for nu kan jeg bruge dagen på at gøre andre ting jeg ikke har fået gjort. Komme i bad for eksempel. Gå en tur. Dyrke lidt yoga. Læse bøger. Jeg troede egentlig jeg ville få travlt i dag, men det ser ud som om jeg har god tid. Måske kan jeg endda nå at skrive til de aviser der?

Jeg glæder mig til udgivelsen, men for filan, jeg har svært ved at tro det. 
Om den bliver godt modtaget, ved man aldrig. Det er min debutroman, og jeg har meget at lære endnu.
Det vigtigste for mig er, at jeg gjorde det. Jeg fulgte min drøm.
Nu skal jeg bare tro på, at drømmen bliver til virkelighed.

mandag den 9. april 2018

Ventetid = Kælling



Der er gået en uges tid, siden jeg blev færdig med de allersidste rettelser, i Claire og julemiraklet. Julie har tjekket det hele igennem for kommafejl, samt andre småfejl, og jeg føler mig helt sikker på, at manuskriptet er færdigt. Nu skal det bare sættes op igen, da vi fuckede det hele op, i forbindelse med de nyeste rettelser. Jeg har sendt det tilbage til forlaget, og nu venter jeg bare på, at det hele bliver ordnet. Det er dejligt at være fri for at skulle rette mere, eller tænke på redigering konstant, men for filan, hvor er det underligt. Hvad skal jeg nu?

De fleste ville nok tage den lidt med ro. Flere har faktisk sagt, at det er nu jeg skal fokusere på at markedsføre bogen. Det er bare svært, når jeg endnu ikke sidder med det endelig resultat. Jeg prøver derfor, så vidt muligt, at markedsføre mig selv i stedet. Så folk husker hvem jeg er, og derfor (forhåbentligt) tænker, at de gerne vil læse min bog. Jeg ved godt det lyder skørt, men det er faktisk tit sådan, jeg bliver interesseret i en ny bog. Hvis forfatteren virker som en spændende person, som deler ud af sit liv på de sociale medier, så har jeg meget mere lyst til at læse bogen. Bare for at se, hvad personen kan. 

Senere vil der selvfølgelig komme mere om bogen, det er klart. Jeg tænker også noget med nogle små citater fra bogen, som kunne gøre folk interesserede i, at læse mere. Den skal bare lige være færdig først. Så indtil videre holder jeg mig til en smule markedsføring om bogen, og bagom bogen. Og så en del om mit liv, mine skrivevaner, og den slags. Jeg er mest på Instagram, hvor jeg næsten poster hver dag (@lunamorupforfatter) - både om bogen, fremskridt, skriverier, min dagligdag, og alt derimellem. Min Facebookside er mest for at gøre opmærksom på, når der er kommet nyt på bloggen, eller til eventuelle nyheder og konkurrencer.

Her på bloggen, vil der cirka komme et nyt indlæg et par gange om ugen. Jeg har ikke planlagt noget, men jeg har tit en masse idéer til indlæg, så det skal nok gå fint. 

Men imens jeg venter, er jeg faktisk også gået i gang med et helt nyt skriveprojekt. Indtil videre har jeg skrevet lige under 17000 ord, så det er en helt fin start. Mit nye projekt er meget mere omfattende end Claire, da jeg har (en lille spoiler) FIRE hovedpersoner. Normalt arbejder jeg altid kun med en eller to. Og så er der en masse jeg skal undersøge. Jeg skal nok fortælle mere om det i fremtiden, men indtil videre holder jeg det hemmeligt. Det er jo heller ikke sikkert, det overhovedet bliver til noget. Nu må vi se!

Ventetiden er super nederen, men mest fordi jeg glæder mig så meget, til det færdige resultat! Men jeg har heldigvis masser at se til, så jeg kommer ikke til at kede mig.   

onsdag den 4. april 2018

At skrive, er min flugt fra virkeligheden.

(Billedet er fundet på Google)

Jeg lider af angst. Angst for sygdomme, angst for mennesker, angst for rigtigt mange ting. Det hele foregår oppe i mit hoved, det er jeg klar over. Og jeg udfordrer dagligt angsten så godt jeg kan, for den skal ikke bestemme hele mit liv. Men sommetider orker jeg ikke at høre på den, og så er det nemmere at lade være med at gøre ting, som gør angsten værre. For eksempel at rejse.

I min familie, har vi aldrig rejst meget. Jeg er vokset op med lange cykelture igennem det danske land, hvor vi overnattede på hoteller, eller hvad der nu lige var. Da jeg blev lidt ældre, brugte vi gerne flere uger på en campingplads i Tisvildeleje, sammen med en masse andre vi kendte. Det var perfekt for mig, og jeg elskede hvert minut. Da jeg var omkring 11 år, brugte jeg en uge på Gran Canaria med min farmor (og nogle andre, men det er en længere historie). Det var første gang jeg rigtigt var i udlandet. Derefter skulle der gå to år, før jeg kom til Malta med min familie i sytten dage. 

Derfor har jeg aldrig rigtigt haft behov for at rejse. Jeg kan lide Danmark om sommeren. Jeg elsker det uforudsigelige vejr, lange aftenener med bål, mad på grill, jordbær og ærter. Men sommetider bliver jeg også træt af Danmark. Siden jeg mødte Julie, har vi ikke rejst meget. Der har simpelthen ikke været penge til andet end lidt storbyferier hist og her. Julie elsker at rejse, hvor jeg altid er ret skeptisk. Selvom jeg længes væk, er det utroligt uoverskueligt for mig. Bare tanken om at skulle med toget til lufthavnen, og derefter gå rundt derinde, blandt så mange mennesker, er nok til at jeg slår det hen, og finder på noget andet.

I mine skriverier har jeg fundet min virkelighedsflugt. Flugten fra alt det jeg er træt af, hen til alt det jeg savner. Da jeg skrev "Claire og julemiraklet", var det sensommer, og jeg var så træt af de lyse dage, varmen og alle de timer, man burde bruge udenfor. Jeg drømte mig væk til Paris. Til julemarkeder, Eiffeltårnet og bløde snefnug. Derfor hørte jeg julemusik i flere måneder, imens jeg skrev mig væk fra virkeligheden. Det virkede! Da jeg var færdig med bogen, havde jeg ikke længere den der længsel. I mellemtiden var det også blevet rigtigt jul, så det passede virkelig godt.

Selvfølgelig skal vi ud i verden på et tidspunkt. Der er så mange ting og steder, jeg gerne vil se. Også selvom det er uoverskueligt. Hvis jeg ikke tænker på rejsen derhen, så drømmer jeg mig hen til smukke palmer, hvide sandstrande og bølgebrus for tiden. Budgettet er ikke til det lige nu, og jeg er sikker på jeg glemmer alt om tropiske øer, når sommeren beslutter sig for at komme. Men jeg ved hvor jeg altid kan finde en tropisk ø, som aldrig skuffer.

Man skal ikke bruge hele sit liv på at flygte fra virkeligheden. Det er jeg klar over. Men hvor er det dog befriende, helt selv at kunne bestemme, hvor man vil hen, og hvem man vil være sammen med. Det er det mest vidunderlige ved at skrive. Historierne kan tage dig lige derhen du vil. For mig, gælder det bare om at skabe den rigtige stemning omkring mig. Da jeg skrev "Claire og julemiraklet" hørte jeg "Christmas Crooners" på Spotify, uafbrudt. Især "The Christmas Song" og "The Most Wonderful Time of the Year" var jeg absurd glad for. Samtidig sørgede jeg for at tænde stearinlys, trække gardinerne for, og eventuelt finde en pejs på YouTube. Der er SÅ meget inspiration at hente på YouTube. Jeg kan anbefale "Tropical Island Background" eller "Fireplace".

Hov, og et lille tip mere. Er du vild med stemningen i Harry Potter-universet? Så kan jeg anbefale at søge på "Hogwarts Ambience" på YouTube. Der er virkelig mange forskellige stemningsvideoer, fra forskellige steder i HP-universet. Personligt elsker jeg den, hvor man er i Gryffindors opholdsstue, og bruger den ofte hvis jeg bare vil lidt væk fra grå og kedelige Danmark. Nå, det var et sidespor.

Det jeg prøver at sige er, at når jeg skriver, er det min ferie. Det er mit univers. Mine omgivelser. Og det er sådan jeg allerbedst kan lide det. 

fredag den 30. marts 2018

Jeg skriver de bøger, jeg altid har savnet.


Da jeg begyndte at skrive min allerførste roman, gik jeg på gymnasiet. Det var en vampyrroman, da de var meget populære på det tidspunkt. Jeg fik aldrig skrevet den færdig, og det var egentlig mest et projekt jeg havde kørende, når jeg kedede mig i undervisningen. Derfor var den også skrevet i hånden, hvilket virkelig var besværligt at holde styr på. Det var før bærbare computere, var allemandseje. Da jeg var færdig med gymnasiet, fik jeg et arbejde på McD, og jeg havde overhovedet ikke tid til at skrive. Når jeg endelig havde fri, brugte jeg de fleste dage i Sønderborg, hvor min (dengang) kæreste boede. Der nåede at gå 9 måneder, før jeg blev fyret. Jeg havde i mellemtiden også fået endnu et job, og der arbejdede jeg alle hverdage. De fyrede mig også, med ordene: "Du kan komme tilbage igennem kommunen. Du har tydeligvis brug for hjælp." 

Det havde jeg. Jeg var syg. Min hjerne har altid været anderledes. Som om jeg følte alting lidt mere end andre. Jeg tænkte mere over hvert ord der blev sagt. Stemninger i et rum, kunne jeg mærke med det samme. Der skulle intet til at slå mig ud. Det blev kun værre på de 9 måneder, og selvskade fyldte mere og mere i min hverdag. Jeg stoppede derfor med at arbejde, og startede til psykiater, samt en masse terapi. Da jeg flyttede sammen med Julie, stod det klart at jeg stadig ikke var klar, til at arbejde rigtigt. Det var der jeg begyndte at tage mine skriverier mere seriøst. Igen begyndte jeg på en vampyrroman. Jeg troede at det var mit kald, at skrive fantasy. Den blev færdig, men jeg var overhovedet ikke tilfreds. Det var som om, den ikke rigtigt sagde mig noget. Den var ikke vigtig for mig, og desuden manglede der heller ikke vampyrromaner på markedet. Dem var der så rigeligt af. 

I stedet besluttede jeg mig for, at begynde at skrive på noget helt andet. Nemlig de bøger jeg altid selv har ledt efter. De bøger jeg altid har savnet. Bøger hvor selvskade, psykisk sygdom og især, homoseksualitet, fylder ret meget. Den slags bøger, som jeg selv ville have læst da jeg var yngre, fordi det er så rart, ikke at føle sig alene. Jeg skriver meget om lesbiske. Det gør jeg både fordi jeg selv er gift med en kvinde, og derfor er det helt naturligt for mig, samt det jeg kender bedst. Men jeg skriver også om lesbiske, fordi jeg synes det er så vigtigt!

I mine romaner, forsøger jeg altid at gøre homoseksualitet, så naturligt som overhovedet muligt. Sommetider skal der en "springe ud" historie til, for at gøre det autentisk, men jeg er ikke meget for det. Allerhelst ville jeg skrive lesbiske kærlighedshistorier, hvor det er ligesom en hvilken som helst anden kærlighedshistorie. Hvor de konflikter der er, ikke handler om hvordan ens forældre/byen/vennerne reagerer på ens seksualitet, men derimod alle mulige andre konflikter, som kan opstå i hvilket som helst parforhold. For mig, er det vigtigt at der ikke bliver gjort et stort nummer ud af om der er tale om en lesbisk, en bøsse eller en hetero-person. I stedet forsøger jeg at gøre det til noget normalt. Og ja, det er svært. For der vil altid være nogen, som har ondt i røven. Og dem der har ondt i røven, har det lidt med at snige sig ind i mine historier.

Derfor bliver det så naturligt som det kan blive. Jeg har før skrevet historier, hvor der ikke er fokus på det lesbiske overhovedet. Selvom historierne handler om to kvinders parforhold, så er det på ingen måde, noget der spiller en stor rolle. Sådan er det bare. For sådan burde det være. Homoseksualitet burde være ligeså normalt som alt andet. Det er heldigvis blevet mere almindeligt med tiden, men der er stadig folk der har ondt i røven. Der er stadig folk der ikke tør være dem de er. Man er stadig nødt til at "springe ud" hver gang man møder nye mennesker. Man bliver stadig dømt, og ofte også husket som "hende den lesbiske". Det er det, jeg så gerne vil være med til at gøre noget ved. Hvorfor skal ens seksualitet betyde SÅ meget?

Desværre er det svært for (mange) heteroseksuelle, at sætte sig ind i en historie, hvor der ikke er den famøse "springe ud" del. Hvor der ikke er fokus på problematikken, ved at være homoseksuel. Derfor er den del med i "Claire og julemiraklet". Så alle kan være med. Men hvor ville det bare være FEDT, at kunne udgive bøger om lesbiske (eller bøsser), hvor det bare er helt normalt, uden at det bliver urealistisk. Jeg håber det kommer til at ske på et tidspunkt. Måske er verden bare ikke helt klar?

Hvorfor er det så vigtigt for mig, at skrive om homoseksualitet, hvis seksualitet ikke burde betyde noget? Det er det, fordi jeg synes det mangler. Fordi det er så fantastisk, at have noget at kunne spejle sig i. Uanset om man er tyk, tynd, høj, lav, lesbisk, hetero, bøsse eller punker. Mennesker leder altid efter personer de kan spejle sig i, og især unge mennesker, som ikke har udviklet deres personlighed endnu. Unge som ikke helt ved hvem de er, og derfor søger efter folk som dem selv. Hvis man er selvskadende, er det rart at læse om andre med samme problematikker. Hvis man har anoreksi, er det rart ikke at føle sig alene. Sådan er det bare. Uanset om man er ung eller gammel, så er det rart og beroligende at vide, er der er folk i verden, som har det ligesom en selv. Derfor synes jeg det er super vigtigt at skrive om homoseksualitet, cutting, psykisk sygdom, og andre ting som er lidt et tabu. 

Jeg har altid savnet bøger om lesbiske. Derfor skriver jeg bøger om lesbiske. 

Der skulle to vampyrromaner til, før jeg fandt ud af, hvor jeg hørte til. Jeg skal ikke skrive fantasy. Aldrig igen. Men uanset hvad jeg skriver, vil jeg blive ved med at skrive om tabubelagte emner.



fredag den 23. marts 2018

Hvad handler bogen egentlig om?


Det er ikke meget jeg har fortalt om Claire og julemiraklet. Jeg er ikke særligt god til at snakke om de ting jeg selv har skrevet. Det er svært for mig at korte handlingen ned, så det giver mening, uden at afsløre alt for meget. I dette indlæg vil jeg dog fortælle en smule. Ikke for meget, men nok til at I (forhåbentligt) synes det lyder interessant, og får lyst til at læse mere.

Claire og julemiraklet er en ungdomsbog (også kaldet YA eller Young Adult), som sagtens kan læses af voksne. Den handler om Claire. En syttenårig pige, som har mistet sin far for nyligt. Hele hendes liv har forandret sig efter hans død, og det er midt i alle de forandringer, at hendes mor beslutter sig for at de skal til Paris i hele december, for at fejre jul med hendes franske familie. Claire hader idéen, men da de endelig kommer frem, sker der noget ganske særligt. Hun møder Fleur.
Claire og julemiraklet er en historie med masser af julestemning og romantik. Perfekt til snevejrsdage i december, eller når mørket falder på og ilden knitrer i pejsen.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at dette indlæg skulle handle om grunden til, at jeg har skrevet bogen. Men som kom jeg til at tænke på, at I nok skulle vide lidt mere om den, før jeg begyndte at snakke om det andet. Desuden har jeg planer med Julie the Book Cat om at hun får lov til at lave et interview med mig, om netop den slags ting. Så det må vente lidt.

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil interviewe mig til din bogblog (eller anden blog), så skriv endelig. Det kunne være så hyggeligt!


søndag den 11. marts 2018

Pres.



Det er meget længe siden, jeg har haft en hverdag. Jeg har (afbrudt af skoleforsøg og den slags) gået hjemme i rigtigt mange år. Faktisk omkring 9 år. Det er som om jeg er blevet vant til, ikke rigtigt at have en rytme. Jo, altså jeg gør da cirka de samme ting hver morgen, men ellers står dagen på forskellige ting. Ofte lige hvad jeg har lyst til, eller kan overskue den dag.

Derfor skal jeg virkelig vænne mig til, at have en form for ansvar igen. Det er mit eget ansvar, at bogen bliver god. Det er mit eget ansvar, at få rettet den ordentligt igennem. Det er mit eget ansvar, at få markedsført bogen ordentligt.

Jeg får selvfølgelig hjælp fra forlaget, men jeg kan godt lide at gøre rigtigt mange ting selv. På den måde er jeg sikker på, at det hele bliver som jeg vil have det.

Det er bare rigtigt svært, at indrette en hverdag igen. At stå op på det samme tidspunkt hver dag, og at finde overskud til at udføre de opgaver der er på huskelisten. Jeg kan godt mærke at der er lidt pres på, men det er udelukkende fra mig selv. Jeg vil så gerne gøre det godt! Og selvom det stresser mig, så synes jeg samtidig, at det er det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Det er så fantastisk, at min bog bliver udgivet. Et ønske jeg har haft hele mit liv.

Jeg har gang i mange ting lige for tiden. Først og fremmest, skal hele bogen rettes igennem igen (forhåbentligt for sidste gang!) Og så skal jeg virkelig lære at bruge bloggen og min Facebookside, for jeg har absurd svært ved at finde ud af, hvad folk egentlig synes er interessant. Jeg har jo ikke lyst til, at I allerede er trætte af min bog, inden den overhovedet er udkommet.

Jeg svømmer lidt rundt i mine egne tanker for tiden. Både fordi jeg presser mig selv rigtigt meget, men også fordi jeg har sindssygt meget inspiration til nye skriveprojekter. Der burde jeg måske fokusere på den udgivelse jeg er i gang med, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive. Inspirationen har lidt sit eget liv.

Det var egentlig bare en lille opdatering fra mig. Skriv endelig hvis der er noget I gerne vil vide. Enten om mig, eller om min debutroman.

mandag den 26. februar 2018

Jeg burde tage et bad!



Det er formiddag. Klokken er 11:00 (faktisk helt præcist) - Og jeg sidder med så mange arbejdsopgaver, at jeg nærmest slet ikke tror på det. Når man er vant til at gå hjemme, og selv bestemme hvad man vil lave, er det underligt at have ting man skal. Alle tingene på min liste, er selvfølgelig ikke ting jeg absolut skal, men ting jeg mener, er gode at få gjort. Og gerne i god tid. 
Ikke nok med at jeg skal have læst manuskriptet til "Claire og julemiraklet" igennem igen, og have skrevet en fed bagsidetekst, så er der en masse arbejdsopgaver på de sociale medier. 

Jeg har lige læst at det er blevet nemmere at udgive bøger i Danmark, men at det faktisk er sjældent, at bogen bliver markedsført ordentligt, så folk husker den og køber den. Det har jeg tænkt mig at gøre noget ved. Min første bog skal huskes. Den skal købes. Den skal læses! Og selvom forlaget står for meget af det, så er det altså mit ansvar, at bogen bliver set. At folk bliver nysgerrige, og får lyst til at vide mere. 

Derfor sidder jeg med fedtet hår, i mit nattøj, med en tom kaffekop ved siden af mig, og forsøger at få stablet en vanvittigt masse på benene. Allerede længe før, bogen rent faktisk er udkommet. Fordi det er skide vigtigt! Og så kan jeg altid tage et bad senere (og få børstet mine tænder... I know, det er ret klamt!) Det er virkelig grænseoverskridende, at skulle sælge sig selv på den måde, men jeg forsøger at huske mig selv på, at det ikke er MIG der skal sælges, men mit produkt. Mit brand. Og det hjælper lidt. 

Nu må jeg hellere se at komme videre. Den Facebookside laver jo ikke sig selv.